Det er almindeligt kendt, at hjulet er menneskets største opfindelse, og sandt er det, at man ikke kan beskæftige sig med maskiner, vogne eller andet mekanik uden at møde hjul.
I det gamle Rom fandt man på at sætte vogne på skinner, og for at disse vogne ikke skulle løbe af skinnerne, satte man kanter på hjulene.
Op gennem tiderne blev dette system mere eller mindre brugt. Nogle gange var opfindelsen ved at uddø, men der var altid en pilfinger, der enten fandt resterne af et banelegeme eller et par hjulaksler, og efterhånden blev dette befordringsmiddel stadigt til et bedre og mere funktionsrigtigt befordringsmiddel.
Således er det gået til, at vesteuropæiske jernbaner den dag i dag bruger den samme skinneafstand. Omsat til metersystemet 1435 mm.
Det var dog først for ca. 250 år siden, da man fandt på at sætte dampmaskinen til at levere kraft til togenes fremdrift. ”Snart dampdragen flyve vil” som H. C. Andersen profetisk skrev i ”Jylland mellem tvende have” i 1859. – Da havde dampdrevne lokomotiver kørt på strækningen København – Roskilde i 13 år, og der var allerede anlagt en klejnbane fra Kiel til Åbenrå i 1844.
Og nu gik det stærkt. Den sidste fjerdedel af 18-hundredtallet og i den første fjerdedel af 19-hundredtallet blev der bygget rigtig mange jernbaner.