Hovedformålet med den jyske længdebane var at sikre en stabil forbindelse mellem Nordjylland og havnen i Esbjerg, der var porten mod vest.
Der kom imidlertid aldrig rigtigt gang i disse transporter. Derimod fik banen ret stor betydning under 2. verdenskrig, hvor der skulle transporteres tørv og navnlig store mængder brunkul fra de jyske moser og lejre til de større byers kakkelovne og varmeværker.
I flere årtier drev firmaet Niels Frederiksen og Sønner en omfattende handel med kartofler. Firmaet byggede Kartoffelcentralen i 1951 på lejet grund langs ladesporet. Centralen er udbygget i flere omgange, sidst i 1967.
Disse transporter havde betydning til langt op i tresserne, hvor man endnu anvendte de helt store lokomotiver.
Banen blev også i stor udstrækning brugt af den tyske værnemagt og var i den sammenhæng udsat for en lang række sabotager også på denne egn.
Den 22. januar 1968 nedsatte DSB et såkaldt sidebaneudvalg, der skulle vur-dere fremtiden for sidebanerne i Danmark. Da persontrafikken på bl.a. 'den skæve bane' var kraftigt aftagende op gennem 1950'erne, primært på grund af konkurrence fra det stigende antal personbiler og private rutebilruter og det forhold, at den østjyske længdebane kunne tilbyde hurtigtog uden ophold på mellemstationer, blev persontrafikken, efter indstilling fra udvalget, foreslået nedlagt på hele strækningen Laurbjerg-Bramming den 23. maj 1971.
Den sidste dag med normal persontrafik var den 21.maj1971. Tove og Evald Kristjansens børn fik en tur til Bramming for at markere dagen.
Derefter fik strækningen Bramming-Grindsted status som godsbane, mens de øvrige dele af banen blev nedlagt i de følgende år.
Denne godstransport blev naturligvis kun betjent i det omfang, der var brug for den. Det blev stadig mindre. Det var også kun muligt at blive betjent i Grindsted. Sidesporene på de andre stationer blev simpelt hen pillet op i 2004.
Den ringe benyttelse af banen betød, at vedligeholdelsen blev begrænset til et minimum, hvilket bl. a. medførte, at hastigheden fra januar 2010 blev nedsat til 20 km/t grundet svellernes ringe tilstand.